Noget af det sjoveste her i foråret synes jeg er, at tage på planteskolen eller i havecenteret efter nyt til havens krukker og bede. Jeg gør det ofte, og efterhånden har vi en del blomster i haven.
I dag har jeg blandt andet købt lidt hvide og koldt gule blomster, som jeg vil bruge i min krukkehave langs vort skur. Her er der let skygget, og således tænker jeg, at de skære toner vil lyse op på en god måde.
Det er stærkt inspireret af Claus Dalbys bog "Den hvide have", at jeg i år eksperimenterer med det hvide og koldt gule. I krukkerne vil jeg blandt andet bruge hosta, roser, mamelukærme og ærteblomster samt kodriver, forglemmigej, violer og bellis som I ser her.
Jeg skal nok vende tilbage med flere billeder, så snart jeg har fået plantet og gjort ved. Indtil da vil jeg ønske jer en rigtig god dag ude i jeres egne haver.