For en ti eller måske tolv år siden, da jeg var omkring ti år, kørte der en programserie på Danmarks Radio, der handlede om livet bag kulisserne på Fredensborg Slot.
Det synes jeg var voldsomt spændende, for da fik man en guidet tur bag om slottets mure, i haven bag slottet og i gartnerierne. Man fulgte også blomsterdekoratørene på slottet, og det var altså noget særligt.
Jeg kan tydeligt huske, at vi så hvordan bomsterdekoratørene om morgenen fik leveret store spande fyldt med blomster og grønt fra haven, suppleret af et helt vognlæs friske blomster direkte importeret fra Holland. Det var store forhold.
I dag har jeg sammensat en enkel buket bestående af prærieliljer, studenternelliker og ranunkler suppleret med lidt grønt. Den har jeg sat i en gammel dåse. Desuden har jeg klippet kastanjegrene ind, og har ligeledes suppleret med to stjerner i zink. De er fra Paris.