Når det kommer til alt det gode her i livet, kan jeg ganske enkelt ikke få nok. Så er det næsten lige meget om vi snakker kys, pizza, fyldte chokolader, rutsjebaneture eller have.
Heldigvis ved jeg, at jeg ikke er alene. Og hvorfor nøjes? Særligt når det kommer til rutsjebaneture og kys, må jeg lige have én til...
... Ligesådan med krukker, blomster og buketter.
Her har jeg leget med de lilla, bordeaux og blå kulører. På den anden side af bordet står alle de hvide blomster, som jeg viste forleden.
Prøv at læg mærke til perlehyacinterne. Løgene lagde jeg i efteråret, i en rigtig god pottemuld, og hold nu helt ferie hvor de bare er væltet op - det er da en lyst!
Ellers har jeg været ved at plante lidt chokoladeblomster, forskellige krydderurter med smukke blade, kæmpeverbena og petunier. Men de er først til senere, og jeg skal nok vise, hvordan det kommer til at se ud.
Heldigvis kan vi nyde forårsblomsterne længe endnu, og det er altså lige tidligt nok med sommerblomster, synes jeg. Det er lidt ligesom solsikker til jul - det duer ikke rigtig.
Indrømmet tager det tid at passe så mange krukker, men jeg synes, at det er det hele værd. Og så er det i øvrigt ganske meditativt. Kan ganske enkelt ikke forstå, hvorfor ikke flere gør det...
... Særligt når man tænker på, hvor stressede folk går rundt og er. Det havde da i grunden også været trist, hvis her blot var fliser!