Havde jeg haft en tryllestav og en bunke gamle vinduer, en trillebørfuld brædder og et par kasser søm, ville jeg bygge mig et drivhus som det herunder. Og så ville jeg male det mørkegrønt.
Inde i drivhuset skulle der være fyldt med chili, tomater, meloner, jordbær, roser, liljer og alverdens andre blomster. Og så skulle der være en hængekøje til både min kæreste og mig. Og måske en til min mor, med en lille skammel så hun kunne komme op.
Foran drivhuset måtte to æsler selvfølgelig græsse sammen med en prikket hest. Æsler er sådan nogle søde og meget misforståede dyr. Bag huset skulle der være en frugthave med pærer, blommer, kirsebær og...
... Drømmene får hurtigt frit løb med et hus som dette. For det har da charme! Og så er det bygget af studerende med hoveder fulde af eventyr og skøre indfald. Sådan noget kan jeg godt lide.
Ved siden af huset har eleverne på Kold College lavet et fint bed med blomster i blå toner, og inde i huset pynter krukker med prydpeber. Til jer der ikke ved det, så er Kold College der man tager hen, hvis man vil være for eksempel landmand, gartner eller dyrepasser, og det er altså dem der har lavet alt det, jeg viser her.
Hyggeligt, ikke?