Her sidst i februar hvor frosten endnu kigger forbi på franske visitter, og vinteren ikke helt har sluppet sit tag, kan det være svært at holde sig i skindet.
Alligevel har jeg haft travlt med at rydde op i drivhuset, smide ud og gøre lidt fint med friske blomster. Her kan vi nemlig holde frosten ude, så planterne står i læ og beskyttet om natten.
Det er en rar fornemmelse at være vidne til et endnu ungt forår, der så småt begynder røre på sig. Ude blomstrer vintergækker og erantis, og snart også både krokus, våriris og skilla.
Så snart jeg får tid, vil jeg hente en favnfuld mirabelle- og kirsebærgrene i skoven, for at drive dem her i drivhuset. Jeg elsker duften af marabeller! Hvorfor nogle synes de lugter af tis, forstår jeg ikke helt...
Midt i min oprydning fik jeg skræmt livet af en tyk mår, der havde udset sig vores drivhus til vinterdomicil. Den lå på lur i en kasse, og sprang lige op i hovedet på mig, da jeg løftede taget!
Det er da heller ikke rart at blive vækket så pludseligt. Men her står vi altså tidligt op, så med kosten højt hævet og med et kærligt råb om farvel og tak, fik vi taget afsked med hinanden. Rigtig god forårsdag til jer!