Af og til låner jeg min mors lille bil, pakker et tæppe og lidt drikkelse, husker mit kamera, penge og forhåbentlig solbrillerne i håret. Så henter jeg min bedste veninde og så kører vi ellers på tur.
Vi har ikke altid en fast destination, og sommetider kører vi blot på må og få. Hvis vejret er godt, bliver det ofte til is og en sval drink (læs sodavand). Er det køligt, finder vi et hyggeligt sted at spise sammen.
I dag besluttede vi os for, at vi ville tage til Gelskov Gods på Herregårdsmarked. Og herregård det fik vi. For ved Sallinge på Fyn, har der i dag været et storslået marked med antikviteter, gammelt ragelse og lækre delikatesser.
Der var noget for enhver smag - og pengepung. Men det første vi købte var nu en sandwich...
En rigtig god én med lokal økologisk kylling, rigeligt bacon, gulerodspesto, rødløg og rucola imellem to stykker italiensk pandebrød med rosmarin, flagesalt og olivenolie. Ja, jeg kan også godt lide mad - det er ikke kun blomster.
Se i øvrigt arrangementet her ovenfor. Synes, at det er en sjov ide - måske til konfirmationsfesten.
Efter vores frokost brugte vi en del tid på, blot at slentre rundt for at kigge på de mange ting, sludre og beundre det skønne sted. Jeg må virkelig sige, at der er smukt på Sydfyn. I landskabet ligger store herregårde og smukke gamle huse spredt blandt vidstrakte rapsmarker i blomst, og mange vårgrønne skove i et blødt bakket landskab...
... Og i dag har virkelig været den skønneste dag til at se og opleve foråret fra sin smukkeste side. Endda i godt selskab.
Se, det var svært ikke at lade sig friste. I ved hvordan mit forhold er til glas og keramik, og flere gange slog jeg nærmest gnister af spænding og glæde ved et nyt fund.
Der var mange ting at røre ved og mange ting at beundre. Det var ligeledes en stor fornøjelse at besøge et sted, hvor de handlende på forhånd havde sorteret det værste bras fra. Det kan I nok også se af billederne.
Vinduet her nedenfor var jeg
næsten ved at købe. For jeg kender et par gæve handymænd, som med garanti vil hjælpe mig med at snedkerere et drivhus. Hvis altså blot jeg har hvad der skal bruges...
... Og vinduet her ville da være perfekt lige midt i facaden, eller måske i en af gavlene.
Jeg beherskede mig. Drømmedrivhuset skal nok komme, og indtil da har jeg desværre ikke opbevaringsplads til så stort et vindue. For det var
ret stort, og kunne ved nærmere eftertanke ikke være i bilen.
Det kunne til gengæld de to keramikkander jeg endte med at forelske mig i, sammen med en rakubrændt skål og et lyseblåt hyacintglas. Lidt kom der altså med hjem...
... Sammen med en masse herlig inspiration, og sammen med drømmen om engang at få mit eget, hvor jeg kan fylde stuerne med alt det jeg allerbedst kan lide. Skægge dyr, enorme facadebogstaver, en hel regnbuepalet af glas, keramik til hver en buket...
... Mågestel, gamle karruselheste og en svensk bænk, der skulle males lysegul. Det bliver sjovt. Jeg håber, at I nød turen!